Slægtsforskning

Det er farmors skyld

Til tider grubler jeg over, hvorfor jeg samler på frimærker, medaljer, gamle postkort og gulnede kabinetsfotografier, er interesseret i slægtsforskning, standure, toldvæsens og grænsegendarmeriets historie? Jo mere jeg grunder, des mere sikker bliver jeg på, at det er farmors skyld.

Farmor var født med et lille "von" foran sit efternavn. Desuagtet voksede hun op i jævne kår som datter af en toldembedsmand.

Da hun i 1909 giftede sig, tog hun også en tolder til ægtemand og skiftede traditionen tro navn, nok ikke med sin bedste vilje, til Bruhn.

I 31 år var hun gift med sin Fritz, fik fire børn, levede som en dygtig husmor, der trofast fulgte sin mand fra det ene provinstoldsted til det andet.

I 1940 døde farfar, og farmor flyttede til en lejlighed i Vanløse.

Økonomisk set var hun pænt kørende, da hun de følgende 33 år modtog en pæn pension.

Der var noget helt særlig ved farmor og hendes hjem. Jeg nød i mine drengeår at besøge hende, for hun var en gigantisk fortæller med en veludviklet sans for rariteter og snurrepiberier.

Hendes stue var indrettet med polstrede møbler. Ved vinduet stod et empire mahognibord, hvorpå en bordlampe var placeret. Bag bordet stod en mahogni sekretær, hvis skuffers indhold mest af alt mindede om en skattekiste - fyldt med gode fortællinger.

Modsat stod et brunmalet bornholmerur: "Det ur fik din farfar af naboen, da vi boede i Sakskøbing. Den gode giver brugte det til rugekasse i sin hønsegård, men da han fandt ud af, at vi ikke havde et stueur, gav han os uret".

Efter farmors død kom uret til mine forældre, og dets stille tikken har nu i 100 år været baggrundslyden i Bruhnske stuer.

I grunden er der aldrig nogen i familien, som har, kunne spille ordentligt på kalver. Alligevel stod der et opretstående i stuen. Oven på dette stod en række fotografier, hvor især de mænd, som var dekorerede med forskellige ridderkors, var sat iøjefaldende op foran børn og børnebørn.

Fra sekretærens dyb fremdrog farmor sine postkortalbum, hvori hun havde sat kort, som hun havde samlet i sine unge år. Hvert kort havde sin historie. "Her ser du din oldefar, grænsegendarmen, ved Kongeågrænsen". Historien om dette kort gav stødet til, at jeg udgav postkortbogen "Den gamle grænse - set på postkort" og fik indsamlet en omfattende kortsamling af toldbygninger og vestindiske lokaliteter.

Farfars flotte gamle tolderhue med kongekrone, kokarde og bred guldtresse kom også frem. Jeg arvede den og grundlage en samling af toldkasketter, så den ikke skulle føle sig alt for ensom.

Fotoalbummerne med visitkortfotos kom frem. Engageret fortalte hun om de portrætterede. Jeg fik hende til at skrive navnene bag på billederne, hvilket var startskuddet til, at jeg lige siden har beskæftiget mig med slægtsforskning og har fremstillet en slægtstavle over min gren af familien Bruhn.

Det var gode stunder med tekanden på bordet og waleskringle på tallerknerne og farmors fængslende beretninger. "Og Jens, når du skal fortælle en historie, og du kan vælge mellem sandheden eller anekdoten, så vælg for Guds skyld anekdoten".

Nu nærmer sommeren sig med ferie og regnvejrsdage. Og nu skal min opfordring være til bedsteforældrene: Luk for fjernsynet og computeren. Inviter børnebørnene til fortælledage, beret om familiernes gamle skatte, det kan nemlig betyde, at også I får jeres anekdoter indlemmet i den kollektive familiehukommelse. God fornøjelse.

Trykt i Rudersdal Avis , 2008.
Søren Hedegaard Sørensen